Femilog

Studie: Træning af bækkenbunden nytter

Næsten hver femte kvinde i alderen 40-60 år lider af en form for inkontinens, som går ud over livskvaliteten. Men du kan med få kneb ændre på situationen.

Du har måske prøvet det. Du står med dine kollegaer, og mens I taler sammen, skal du pludselig nyse. Men hov. Der skete mere end blot et nys. For du kan mærke, at der kom nogle dryp i dine trusser. Du er dog ikke alene, hvis du ufrivilligt er kommet til at tisse i bukserne. Næsten hver femte kvinde lider af en form for inkontinens. Ignorerer man lidelsen, har man større risiko for at få blærebetændelse, isolere sig socialt og være mindre fysisk aktiv.

Årsagen til inkontinens kan typisk skyldes nedsunken livmoder, urinblærespasmer eller slap bækkenbund. Den gode nyhed er, at du kan gøre noget ved det.

Et opsamlende forskningsstudie fra 2018 viser, at træning af bækkenbunden i form af knibeøvelser, kan mindske eller helt fjerne urininkontinens hos kvinder. I studiet indgik 1.817 kvinder med forskellige former for inkontinens. 35 procent af de kvinder som trænede bækkenbunden, slap helt af med urininkontinensen

To typer inkontinens

Men først skal du finde ud af, hvilken urininkontinens du er generet af. For der findes to typer af inkontinens – stressinkontinens og trangsinkontinens.

Bliver du utæt, når du nyser, griner eller er fysisk aktiv, så er der tale om stressinkontinens.

Det skyldes en svaghed i støtten under urinrøret. En løsning på at afhjælpe problemet er bækkenbundsøvelser. En anden løsning kan være operation, og hormonstikpiller til skeden, hvis du er i post overgangsalderen.

Oplever du derimod en stærk trang til at skulle på toilettet, og ikke altid når derud i tide for at tisse, er der tale om trangsinkontinens.

Nattetisseri

Du har måske også oplevet, at du er oppe flere gange i løbet af natten for at tisse. Ved trangsinkontinens trækker blæren sig ufrivilligt sammen. Hvis du ændrer på dine drikkevaner og træner blæren, kan du opleve en forbedring i din trangsinkontinens. Hjælper det ikke, kan du prøve blæreafslappende medicin, elektrostimulation og hormonstikpiller, hvis du er i post overgangsalderen.

Ifølge studiet slap 35 procent af kvinderne, som trænede bækkenbunden helt af med urininkontinensen, mens det blot var tilfældet for seks procent af kvinderne i kontrolgruppen. Resultaterne var mere tydelige for kvinderne med stressinkontinens, hvor mere end halvdelen af dem blev helt symptomfri.

Læs mere om forskningsstudiet her:

https://www.fysio.dk/globalassets/documents/nyhedsbreve/nyhedsbrev-om-forskning/nyhedsbrev-om-forskning-december-2018.pdf
Scroll to Top